Efter nu, i snart 3 mrd, at have været i praktik i skole og SFO, har jeg den senere tid reflekteret en del over den identitet, man løbende udvikler, i takt med de erfaringer man her gør sig.
Til en start gjorde jeg mig det klart, hvad det var jeg stod for og hvilken identitet jeg ønskede at have mig som ny i en institution. Jeg vidste at jeg ville se alle disse børn med lige sind, og med positivt sind prøve at rumme dem alle og være hende den søde, som var alles gode ven.
Men jeg gjorde mig hurtig den erfaring, at det for de ansatte var en helt anden holdning, i forhold til det sidst omtalte, der her var fundamentet for deres arbejde med børnene og jeg funderede længe over, hvordan man kunne få gode børn ud af at være meget fast i tonen af og til og sætte helt stramme rammer og regler for dem. Jeg tænkte: "respekt avler respekt, men avler sødme så ikke også sødme?". Men som tiden gik oplevede jeg flere og flere gange, at disse dejlige børn, udemærket vidste hvor de havde de voksne og at de faktisk testede mig en del på det personlige, i forhold til hvad jeg sagde og gjorde overfor deres 'små tricks'. En dag sagde en kollega: "Det er nemmere at være hende den hårde først og så senere bløde lidt op!". Disse ord gik jeg længe og funderede over, hvad hun havde ment med netop dette, om det var at man bare skulle være streng eller hvad der skulle forstås ved dette.
Derfor tog jeg netop dette op med min Vejleder, da jeg fortalte hende at jeg netop stod i lidt af et identitets-split. Jeg ville så gerne være god ved børnene, men havde flere gange erfaret at jeg måtte være alvorlig førend, at jeg blev taget seriøst af mine børn. Jeg fortalte min vejleder at jeg netop deri havde et dillema, som jeg var meget opmærksom på; netop at jeg ikke ønskede at misbruge min 'magt' som pædagog og bare rette børnene ind, som jeg ville, bare fordi jeg kunne og var hende den Voksne. Min vejleder forstod godt mit dilemma og sagde, at så længe jeg var så meget opmærksom på ikke at misbruge 'magten' havde jeg intet at frygte. Herved snakkede vi også om det, at de netop satte disse rammer så firkantet op, og det var her der gik et lys op for mig: hun sagde: "Børn har brug for faste rammer for at kunne fungere og trives" Jeg tænkte længe og dybt over, hvorfor hun mon mente dette og pludselig gav det hele mening. Jeg tænkte tilbage på min undervisning og på vigtigheden af at give et bare støtte, men samtidig også fundament til at kunne stå, og herefter svarede jeg så: "ahh, så de bliver måske grænse-søgende hvis de ikke får de faste rammer og pejlemærker at gå efter?" "Netop! hvis man må hoppe i sofaen den ene dag og får skæld ud den anden dag for at gøre det, hvad mon man så må den tredje?"
Endelig faldt rigtig mange af mine brikker på plads, for jeg husker lige fra den første dag, hvor jeg tænkte, hvorfor have så mange regler? og hvorfor gør de sådan? kan man gøre det anderledes? eller?
Men nu gjorde jeg mig faktisk erfaringer om, at de børn jeg havde sat en grænse for, hvis de gik over stregen, til sidst på dagen ville søge min opmærksomhed igen, fordi de til 7. og sidst faktisk havde brug for at få af vide at 'sådan er det nu en gang'.
Jeg er faktisk nået til den konklusion, at jeg som menneske har udviklet mig enormt på disse få måneder, og personligt har fået en kæmpe pakke af identitet puttet i min rygsæk. Udfordringen for mig var, at jeg altid har været hende den søde, smilende, som aldrig bliver sur og som bare er glad. Men uden at skulle føle mig, som hende den dumme, jeg ikke har lyst til at være, har jeg nu fundet ud af at jeg indeholder en mere voksen 'Danielle' der efter at have gravet dybt, faktisk også har en stærk og kompetencerig pædagog i mig.
Praktikken er der hvor man identificerer sig med den viden og teori man indsamler på skolen og den er og bliver uundværlig!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar